Den danske svømmestjerne Jeanette Ottesen Gray svømmer hurtigt i disse dage.
Tidligere på ugen vandt hun fire medaljer ved World Cup-stævnet i Dubai, og på søndagens førstedag ved World Cup-begivenheden i Doha fortsætter de gode takter.
Ottesen vandt to medaljer. Hun sejrede i 100 meter butterfly i tiden 56,74 sekunder, og det var 0,36 sekunder hurtigere end nummer to, Tao Li fra Singapore.
Desuden blev det til en tredjeplads i 50 meter fri i tiden 24,33 sekunder. Her sejrede hollandske Ranomi Kromowidjojo med 23,69 sekunder.
Også hos herrerne var der medaljer til Danmark. Mads Glæsner blev nummer tre i 400 meter fri i tiden 3.42,03 minutter.
Han var næsten to et halvt sekunder langsommere end vinderen, australske Robert Hurley.
Stævnerne i Dubai og Doha er de første for Mads Glæsner efter den dopingkarantæne, som han blev idømt for at have brugt en ulovlig astmainhalator i forbindelse med sidste års VM på kortbane i Istanbul.
Begge svømmere hopper i vandet igen mandag, hvor der for Ottesens vedkommende venter 50 meter butterfly og 100 meter fri, mens Glæsner svømmer 1500 meter fri.
/ritzau/