Af Christina Alfthan | chal@avisen.dk
»En enlig mor er ikke en stakkel, der skal reddes, og børnene har det ikke værre end andre børn. Livet som alenemor er præcis lige så godt og skidt som alle andre forældres liv – og i nogle tilfælde endda bedre,« mener Sofie Rud og Helle Damgaard, der begge er alene med to børn, og som netop har skrevet bogen »Vi er sgu da ligeså meget en familie«.
I livet som enlig mor – eller enestående mor – som de så prægtigt kalder det, møder de alle fordommene om enlige mødre, og derfor har de skrevet bogen, som de håber vil skabe debat omkring den traditionelle familieform.
»Da jeg blev skilt, opdagede jeg, hvor unuanceret opfattelsen af en alenemor er. Det kom virkelig bag på mig, for den passer slet ikke med virkeligheden. Det er meget bedre og sjovere at være enlig mor, end det man hører,« fortæller Sofie Rud, der ikke mener, man skal være bange for at blive skilt, hvis parforholdet har udviklet sig til et kærlighedsløst gidseldrama, hvor samlivet er en byttehandel baseret på dårlig samvittighed.
»Man skal selvfølgelig prøve at blive sammen med barnets far. Men hvis det ikke kan lade sig gøre, så skal man gå. Det er meget bedre at være alene end at blive i en dårligt parforhold,« understreger de to kvinder, og forklarer hvorfor:
»Når man er alene med sine børn, lærer man at tage ansvar for sit eget liv. Man er nødt til at vælge, hvordan man vil bruge sine ressourcer og derfor lærer man sine værdier bedre at kende. Man udvikler strategier for at klare en hverdag, der ikke kun handler om overlevelse men også om at have glade børn. Så man er nødt til at opgradere sig selv som mor og kvinde,« forklarer Sofie Rud, og derfor har den enlige mor alle chancer for at blive enestående.
Også når det handler om forholdet til mænd.
»Jeg mener, man kan blive en bedre kone af at være en enestående mor. For når man tager ansvar for sine egne uhensigtsmæssigheder, og kender sig selv, så bliver man også bedre til at vælge den rigtige mand,« forklarer Helle Damsgaard og Sofie Rud, der gerne tager endnu et kærlighedsforhold, men ikke flere børn, fastslår de ensstemmnigt.
»Jeg kunne godt leve sammen med en mand igen. Men så skal det være uden alle de der regler og rammer, man trækker ned over sig, for at ligne en rigtig familie. Eller måske kunne jeg og Helle flytte sammen.«