Den danske rente tog et dyk sydover onsdag, efter at den amerikanske centralbankchef Ben Bernanke offentliggjorde sin tale til kongressen. Centralbankchefen var mindre skarp i sine kommentarer end for en måned siden.
Den toneangivende 10-årige danske rente faldt 2 basispoint til 1,68 pct., mens den tyske rente satte sig et enkelt basispoint til 1,54 pct. De italienske og spanske renter steg en smule.
Bernanke understregede, at man stadig overvejer at neddrosle stimulussen på 85 mia. dollar om året til den amerikanske økonomi, men at banken ikke har lagt sig fast på noget. Udviklingen vil følge den reelle udvikling i økonomien.
I juni, da Bernanke første gang talte om en tilbagerulning af støtten, skabte det kortvarigt stor virak i både aktie- og obligationsmarkedet.
- Talen er, som vi tolker det, på den relativt due-agtige side. Udviklingen på arbejdsmarkedet vurderes stadig ikke som værende tilfredsstillende, inflationen er lavere end ønsket og Bernanke nævner, at der fortsat er risici for, at udviklingen kan overraske på nedsiden, kommenterede Jes Asmussen, seniorøkonom i Handelsbanken.
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk