Investorerne i Carlsberg kigger fremad, efter at bryggeriet onsdag morgen leverede regnskab for første kvartal, hvor indtjeningen i Østeuropa var markant svagere end ventet, mens udviklingen på det vigtige russiske marked var flad. Carlsberg var, sammen med Chr. Hansen eneste aktier i C20-indekset, der lukkede i plus. I bunden af eliteindekset agerede NKT skurk, efter et regnskab, som var skuffende på alle fronter. TDC var ligeledes aktuel med regnskab for første kvartal onsdag.
Samlet set faldt C20-indekset med 1,8 pct. til indeks 449,25.
Carlsberg leverede for de morgenfriske regnskab klokken 7 onsdag morgen, hvor resultatet af den primære drift i Østeuropa endte på blot 19 mio. kr. mod 490 mio. kr. i samme periode året før. Det gav en overskudsgrad på 0,6 pct. mod 13,7 pct. i første kvartal 2011. Indtjeningen var dermed 240 mio. kr. lavere end ventet blandt analytikerne, der havde skønnet 259 mio. kr., ifølge SME Direkt. Alligevel steg aktien med 3,8 pct. til 490 kr. Fokus blandt investorerne ligger nemlig i højere grad på de kommende kvartaler, vurderer Ole Kjær Jensen, afdelingschef hos Sydbank.
- Når man kigger på tallene, ser indtjeningen skuffende ud, specielt i Østeuropa. Jeg tror, at markedet fokuserer på begivenheder senere, hvor der er EM i fodbold, og øl og fodbold hører traditionelt sammen. Øl og OL hænger ikke helt så meget sammen, men det foregår i London, hvor Carlsberg har en pæn markedsandel. Slutteligt kan man sige, at første kvartal traditionelt er et mindre kvartal i bryggerisammenhæng, og derfor tillægger investorerne det ikke samme betydning, som tilfældet er med de kommende kvartaler, sagde han tidligere på dagen til Ritzau Finans.
NKT lukkede en gennemgående rød onsdag med et fald på 9,7 pct. til 231,00 kr. Udviklingen i selskabets største division, NKT Cables, var igen skuffende i første kvartal. Divisionen omsatte i årets første tre måneder for 1838 mio. kr., hvilket udmøntede sig i et operationelt driftsresultat (EBITDA) på 40 mio. kr. Analytikerne havde ifølge SME Direkt ventet en omsætning på 2050 mio. kr. og et EBITDA-resultat på 62 mio. kr. NKT Cables er den største division i hele selskabet og stod i regnskabsåret 2011 for 58 pct. af den samlede omsætning med 9,1 mia. kr.
TDC har ligeledes leveret regnskab for første kvartal onsdag. Her overraskede omsætningen positivt, mens driftsresultatet (EBITDA) lå under analytikernes gennemsnitsforventning. Aktien faldt i onsdagens handel med med 0,5 pct. til 40,30 kr.
A.P. Møller - Mærsk har fået løftet sin anbefaling hos finanshuset Carnegie til "hold" fra tidligere "sælg." For selskabets vigtigste forretningsområde, containerrederiet Maersk Line, er der dog igen opstået bekymring om overkapacitet i markedet, hvilket kan forårsage fald i fragtraterne på Maersk Lines hovedruter mellem Asien og Europa, efter at de store rederier ellers har haft pæn succes med at løfte raterne i 2012. Det skrev Alphaliner i sin ugentlige analyse tirsdag. B-aktien dykkede onsdag med 3,1 pct. til kurs 41.400.
Dagens største vinder skal findes uden for C20-indekset, hvor tankrederiet Torm steg med hele 53,9 pct. til 2,52 kr. Berlingske Business skrev onsdag, at forhandlingerne blandt rederiets 14 banker nu er så fremskredne, at man er tæt på at nå en aftale om redning af Torm.
Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk