Af Henrik Dane Nielsen

Risdalsvej 57,

8260 Viby
dane@mail.dk

Formynderiet skal have modstand. De formynderiske lovgivere og andre populister skal tales imod. Hvis vi ikke indser det farlige i formynderiet nu, er der ingen grænser for, hvordan det kan udvikle sig. Det startede med indførelsen af tvungen brug af sikkerhedssele. Den daværende statsminister Hilmar Baunsgaard var imod loven og sagde, at det næste vel var tvungen brug af uldent undertøj om vinteren. Jeg har selv reddet mit liv ved at have sikkerhedssele på, og jeg kunne ikke drømme om at køre uden. Men guderne skal vide, at jeg ikke bruger sele, fordi loven foreskriver det, eller fordi jeg risikerer en bøde.

Faktisk vil jeg gerne gå i retten for at forsvare min ret til at bestemme. Hvad er prisen for personlig frihed? For mig personligt er det en kæmpeomkostning, hver gang der gøres indgreb i min frihed til selv at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert for mig. Jeg synes, det er ganske forfærdeligt, at vi skal ydmyges med lovbestemmelser og regler på det personlige plan.

Formynderiet er et verdensomspændende fænomen. Den mentalitetsændring, der er forbundet med antirygekampagnen, går i en farlig retning. Der er ikke længere tale om en antiRYGE-kampagne, men derimod en antiRYGER-kampagne.

Det er den samme type hadfyldte mentalitet, som var skyld i jødeforfølgelserne i Tyskland. Gruppementaliteten blandt de mange mod de få, de bedre mod syndere af den ene eller anden slags, er farlig.

Hvad bliver det næste? Vi er allerede godt på vej mod det næste, som er anti-fede-kampagnen. Skal vi indføre fedefrie restauranter, således at vi slanke kan indtage vores mad uden at miste appetitten ved at se på blævrende flæsk og store røvbalder? Er der ved at opstå en ny form for klassesamfund, hvor vi skal opdeles i vægtklasser, nemlig i en klasse for de slanke og en for de fede, ligesom vi har gjort det for rygere og ikkerygere?

Hvor er grænsen for indskrænkelsen af den personlige frihed? Der er ingen grænser for politikere, der gerne vil vise handlekraft og vise omverdenen, at de har en berettigelse. Når man ikke kan løse landets alvorlige problemer, så kan man da bare indføre nogle komplet meningsløse love.

Det påstås, at vi i Danmark har 12.000 dødsfald om året, som skyldes rygerelaterede sygdomme. Vil det sige, at såfremt ingen røg, ville vi have 12.000 færre dødsfald? Selvfølgelig ikke, der vil stadig være 60.000 dødsfald om året i Danmark, men den gennemsnitlige forventede levetid ville stige en smule. Hvis man blot har en lille smule kendskab til, hvordan statistik laves inden for sundhedssektoren, ved man, at der skal sættes endog meget store spørgsmålstegn ved de offentliggjorte tal. Hvis man bare for fornøjelsens skyld lagde de tal sammen, som har været fremme i dagspressen vedrørende dødsfald forårsaget af rygning, overvægt og stress, så får man et tal, der overstiger det totale antal dødsfald i Danmark på et år.

Et af problemerne i vores samfund, når det drejer sig om sundhedsområdet og det miljømæssige område er, at der eksisterer forskellige grupper, som har hver deres diskurs at arbejde ud fra. Der er de sundheds- og de miljø-frelste, som skal ud med et budskab, ofte uden anden baggrund end et politisk standpunkt eller en religiøs overbevisning. De værste er nok embedsmændene/kvinderne, som skal skabe arbejdsområder for sig selv. De fodrer politikerne med argumenter, som gennem journalisterne serveres for den almindelige befolkning, som tror på hvad som helst. Det hele synes irrationelt og undergravende for vores demokrati, som ikke skulle have karakter af et massediktatur, men derimod sikring af den personlige frihed.