Militante i Libyen har sprængt en olierørledning i luften. Det kan reducere Libyens daglige olieeksport med op til 100.000 tønder dagligt.
Attentatet har sammen med frivillige reduktioner i produktionen fra landene i Opec - Organisationen af Olieeksporterende Lande - medført, at olieprisen nu er steget med over 2,5 procent.
Tirsdag klokken 20.45 dansk tid kostede en tønde brent råolie, der er en international målestok for olieprisen, 66,36 dollar per tønde, viste hjemmesiden oilprice.com
Det er den højeste pris siden maj 2015.
Den libyske oberst Muftah Amgharief fra den sikkerhedsstyrke, der bevogter rørledningen i det østlige Libyen, siger ifølge AP, at det er Islamisk Stat, der har sprængt rørledningen.
Inden 2011, da oberst Muammar Gaddafi blev afsat og dræbt, producerede Libyen dagligt 1,6 millioner tønder olie, men borgerkrigen har siden da reduceret produktionen kraftigt.
Dog er den i de seneste måneder steget igen, og inden sprængningen af rørledningen blev der dagligt fremstillet 970.000 tønder olie.
Den ødelagte rørledning fører olien til havnebyen Sirte.
Brent-olie er siden januar steget med 17 procent. Den lidt billigere amerikansk råolie er i samme periode steget med 11 procent.
Årsagen til prisstigningen igennem året skyldes blandt andet, at Opec-lande plus Rusland frivilligt har sendt mindre olie på markedet i et forsøg på at få prisen op.
Den kvoteaftale, som er i kraft i Opec nu, gælder ifølge aftalen hele 2018.
/ritzau/Reuters