En tidligere direktør i et datterselskab til olievirksomheden OW Bunker var skyld i tab på godt en halv milliard kroner. Det fastslår Retten i Aalborg onsdag.
Lars Møller er ikke selv til stede ved dommen, hvor straffen fastsættes til fængsel i et år og seks måneder.
Bagmandspolitiet havde krævet, at den tiltalte skulle findes skyldig i mandatsvig af særlig grov beskaffenhed, fordi han havde påført koncernen et tab på 645 millioner kroner. Kravet var fængsel i fem år.
Men formålet med Lars Møllers handlinger i datterselskabet Dynamic Oli Trading i Singapore var ikke at proppe penge hverken i egne eller andres lommer. Da der ikke var tale om berigelse, kan bestemmelsen om mandatsvig i straffeloven ikke bruges, fastslår retten.
I stedet dømmes 44-årige Møller efter en anden paragraf i straffeloven. Den drejer sig om den, der ved at tilsidesætte sine pligter er årsag til et betydeligt formuetab.
Her er den maksimale straf netop fængsel i halvandet år, og det er altså blevet resultatet, oplyser dommer Niels Toft-Vandborg ved domsafsigelsen.
I straffen indgår også, at Lars Møller ikke fremover må deltage i ledelsen af virksomheder i ind- eller udland.
Straffesagen blev rejst på grund af en kæmpe kredit, som Møller havde givet et andet selskab i Singapore, nemlig Tankoil.
OW Bunkers ledelse havde bevilget en kreditramme på ti millioner dollar, men Lars Møller overskred den i "ganske betydeligt omfang", hedder det i dommen.
Tabet løb op i 90 millioner dollar, hvilket - ifølge den kurs, som Bagmandspolitiet er gået ud fra - svarer til 508 millioner danske kroner.
Det enorme tab var medvirkende årsag til, at OW Bunker kollapsede i november 2014 - kun få måneder efter, at selskabet havde haft et sejrrigt indtog på børsen.
Mail fra økonomichefen i Dynamic Oil Trading viser ifølge retten, at Møller var vidende om, at en række handler med Tankoil ikke blev bogført. Dermed blev hovedkontoret i Nørresundby ført bag lyset.
Den ene af de dømtes forsvarere, advokat Anders Nemeth, oplyser, at der er taget betænkningstid med hensyn til, om afgørelsen skal ankes til Vestre Landsret.
/ritzau/