Så skulle det være sikkert og vist. Den afhoppede amerikanske efterretningsmand Edward Snowden har ifølge sin advokat officielt søgt om midlertidigt asyl i Rusland.
Det skriver nyhedsbureauet RIA.
Snowdens russiske advokat Anatolij Kutjerena bekræfter, at whistlebloweren har sendt en ansøgning om midlertidigt asyl, men den 30-årige amerikaner siger samtidig, at han til syvende og sidst ønsker at rejse til Latinamerika.
Edward Snowden har ifølge nyhedsbureauet AFP i de seneste dage diskuteret sin situation med sin advokat Anatolij Kutjerena, der har sat den spionsigtede tidligere efterretningsmand ind i russisk lovgivning.
Snowden er efter sine afsløringer om det omfattende amerikanske overvågningsprogram Prism eftersøgt af USA, som har sigtet ham for spionage, tyveri og "konvertering af statens ejendom".
Han tog flugten til Hongkong og efterfølgende til Rusland, hvor han har befundet sig i den internationale lufthavn i Moskva siden den 23. juni.
Venezuela, Bolivia og Nicaragua har indikeret, at de gerne vil modtage Edward Snowden, men den spionsigtede efterretningsmand har endnu ikke følt sig tryg nok til at bevæge sig væk fra den internationale lufthavn i Moskva og mangler desuden rejsepapirer.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, afviser ikke, at Edward Snowden kan få midlertidig asyl i Rusland, men det kræver, at den afhoppede efterretningsmand stopper med at lække oplysninger, der kan skade USA.
- Vi har visse forbindelser til USA. Vi ønsker ikke gennem disse aktiviteter at ødelægge vores bånd til amerikanerne, siger Vladimir Putin.
Snowdens afsløringer om amerikansk overvågning er blevet bragt i aviserne The Guardian, Washington Post samt det tyske ugemagasin Der Spiegel.
/ritzau/Reuters