Den 23-årige tidligere prins første handel på boligmarkedet er endt som lidt af en nedtur.
Efter halvandet år, kunne Nikolai tidligere på året fejre, at den endelig var blevet solgt - men slet, slet ikke til den pris, han og ejendomsmægleren havde håbet.
Faktisk, endte lejligheden, som i virkeligheden mere minder om et helt lille hus med egen tagterrasse i en baggård i indre by, med at koste prinsen penge.
Det skriver SE og HØR, som har kigget på tinglysningen af salget af lejligheden. Det viser, at greven fik nøjagtig det samme som han gav for den tilbage i 2019 - nemlig 4,1 millioner kroner. Det betyder, at Nikolai ikke kun er kommet ud med skindet på næsen, men har sat til i form af mæglergebyr og alle de andre udgifter han har haft i forbindelse med salget.
Det er et noget andet økonomisk billede end det, der blev tegnet da den daværende prins for halvandet år siden satte lejligheden til salg. Dengang - da markedet i øvrigt var på himmelflugt - var udbudsprisen på 5.495.000 kroner. Nikolai havde altså lige knap 1,4 millioner kroner i udsigt i fortjeneste på salget.
Mens andre lejligheder i København i september 2021 blev flået af hylderne, næsten hurtigere end "Til salg"-skiltet kom op, var det som bekendt ikke tilfældet med prinse-lejligheden.
I stedet er den over flere omgange blev sat kraftigt ned i pris. Ved seneste justering lød udbudsprisen på 4.495.000 kroner, men greven måtte altså tage til takke med 4,1 millioner.