Foreningen Nej til Krig afholder i morgen demonstration i Odense som del af en landsdækkende demo-dag under kampråbet »Stop besættelsen af Irak«.
Demonstrationen starter klokken 12 på Flakhaven, og derfra vil den bevæge sig ud i midtbyen.
»Vi vil gå rundt i centrum med skilte og bannere. Og så vil vi synge og råbe, og hvad vi ellers kan finde på af larm for at få opmærksomhed,« siger 53-årige Lene Junker, der er ansvarlig for demonstrationen i Odense.
Hun forventer, at mindst 100-200 krigsmodstandere vil gå på gaden og kippe med fredsfanerne.
»Vi er utilfredse med den danske udenrigspolitik, og krigen skal stoppe nu,« lyder det fra Lene Junker, der vil sende et signal til Christiansborg om, at modstanden mod Irak-krigen også findes i provinsen.
LO s formand i Odense, Helle Nielsen (S), går på talerstolen lørdag.
Hun mener, at det er vigtigt at få bredt krigsdebatten ud i det offentlige rum.
»Demonstrationen viser, at vi er et demokratisk land med ytringsfrihed, hvor man kan diskutere et tabuemne som Irak-krigen i den brede befolkning. Og så skal vi have debatteret, hvad det betyder for befolkningen, at Danmark er i krig,« siger hun.