Den 17-årige Trayvor Martins død under et sammenstød med en selvbestaltet vagtmand var en tragedie for Amerika, siger præsident Barack Obama i sin første kommentar til frifindelsen af vagtmanden, George Zimmerman.
Det er USA's opgave at forhindre, at flere dør i forbindelse med skudvold, konstaterer han.
"Nævningen har talt", siger Obama.
- Jeg beder nu enhver amerikaner om at respektere opfordringen til rolig eftertanke fra de to forældre, som mistede deres unge søn, lyder hans opfordring.
Zimmerman blev natten til søndag frifundet for drab og den alternative anklage om uagtsomt manddrab af et nævningeting i Florida.
Zimmerman, der opfattede sig som vagtmand i et boligområde, passede i februar sidste år den 17-årige sorte dreng op, da han var på vej hjem med slik og sodavand fra en døgnkiosk.
Det var ikke langt fra hans hjem.
Det kom til klammeri mellem de to, og Zimmerman trak sin pistol og dræbte drengen.
Borgerrettighedsorganisationer mener, at racisme ligger bag frifindelsen af Zimmerman.
/ritzau/Reuters