Præsident Barack Obama mødes torsdag med flere af sine vigtigste politiske modstandere i Kongressen for at drøfte krisen omkring en forhøjelse af USA's gældsloft og budgetstriden, som har ført til en delvis lukning af den offentlige sektor.
Republikanerne kontrollerer Repræsentanternes Hus, hvor de stærkt højreorienterede Tea Party-tilhængere vil have stoppet eller i hvert fald udsat præsidentens omstridte sundhedsreform.
En talsmand for den republikanske flertalsleder, John Boehner, siger, at gruppen, som mødes med Obama blandt andet består af Boehner selv, hans viceleder Eric Cantor samt flere andre republikanere fra Repræsentanternes Hus.
Listen omfatter mindst to konservative fra Tea Party Bevægelsen, Steve Southerland fra Florida og Lynn Jenkins fra Kansas.
Det Hvide Hus havde inviteret alle republikanerne i kongreskammeret, men Boehner har begrænset gruppen til 18, siger Boehners talsmand.
Præsidenten havde onsdag møder med demokrater fra Repræsentanternes Hus.
Verdensbankens præsident, Jim Yong Kim, siger, at blot truslen om en betalingsstandsning i USA kan ramme de fremadvoksende økonomier i Den Tredje verden og verdens fattigste.
- Vi er dybt bekymrede. Lige nu er der så mange rystelser og så stor usikkerhed, at det kan have virkelig ødelæggende følger for de nye hurtigt voksende økonomier i udviklingslandene.
Obama forsøgte tirsdag at berolige de finansielle markeder og USA's nervøse allierede om, at amerikanerne vil fortsætte med at betale deres regninger trods den aktuelle politiske krise.
Men Obama advarede samtidig Kongressen om, at der hviler "en sort sky" over tilliden til den amerikanske økonomi og rettede en usædvanlig skarp kritik af oppositionen, som, han mener, bruger urimelige og udemokratiske midler i striden om USA's budget og landets gældsloft.
/ritzau/Reuters