OB-træner om for få scoringer: Vi har den rigtige trup

Der er ingen planer om offensive tilgange i OB, på trods af at holdet blot har scoret 20 mål i 19 kampe.
OB-træner Kent Nielsen er godt tilfreds med sin trup, efter at OB søndag tabte 1-2 hjemme til Silkeborg.
OB-træner Kent Nielsen er godt tilfreds med sin trup, efter at OB søndag tabte 1-2 hjemme til Silkeborg. Foto: Claus Fisker/arkiv/Scanpix

OB har i efteråret haft svært ved at score mål. Blot 20 mål i 19 kampe er det blevet til i Alka Superligaen

Januars transfervindue venter, og spørgsmålet er derfor, om der er brug for offensive tilgange for at vende tendensen.

OB-træner Kent Nielsen har dog ingen planer om indkøb af offensive spillere. Det siger han efter søndagens kamp mod Silkeborg, der endte med et nederlag på 1-2.

- Jeg føler, at klubben har den rigtige trup. De offensive spillere, holdet har til rådighed, har før vist, at de kan score mål, siger træneren.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

OB's topscorer er Anders K. Jacobsen, der har scoret syv mål i 17 kampe. Derudover har Rasmus Festersen, Nicklas Helenius og Jóan Símun Edmundsson blot scoret syv mål tilsammen.

Kent Nielsen erkender, at angriberne burde have scoret flere mål, men han er sikker på, at de offensive spillere kan løse scoringskrisen på træningsbanen.

- Selvfølgelig er der ikke blevet scoret nok mål. Det skal spillerne selvfølgelig arbejde på i træningen over vinteren.

- Holdet skal gennemføre nogle små justeringer, men der er ingen planer om store ændringer i det offensive spil, siger Kent Nielsen.

Angriberen Nicklas Helenius kom til truppen i sommer fra AaB og har bidraget med to mål i ligaen.

Han erkender, at han selv og holdet ikke har scoret nok, og han er enig med sin træner i, at det skal løses på træningsbanen.

- Selvfølgelig har holdet ikke scoret nok mål. Problemet er ikke kun uskarphed foran mål. Holdets opspil er heller godt nok.

- Vi skal have mere ud af vores indlæg og afleveringer. Det har været skuffende til tider, men det skal vi arbejde på over vinteren, siger Helenius.

Nederlaget til Silkeborg betyder, at OB overvintrer med 25 point i Alka Superligaen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.