Der blev opslået over dobbelt så mange akutjob, end regeringen havde lagt op til, og broderparten kom fra det offentlige.
Det viser Arbejdsmarkedsstyrelsens tal på jobindsats.dk mandag 1. juli, hvor ordningen med akutjob udløber.
Arbejdsgiverne opslog 30.498 akutjob, fra ordningen begyndte 20. oktober 2012 til 19. juni i år. Det offentlige bidrog med 21.821, mens private stod for 8677 akutjob.
Regeringens mål var 12.500 job.
Tilbuddet afløses nu af regeringens ny ordning, hvor uddannelsesydelsen forlænges, mens langtidsledige får en ny såkaldt arbejdsmarkedsydelse.
Den tilfalder langtidsledige, som har opbrugt retten til dagpenge efter to års ledighed.
I det offentlige opslog staten 2325 akutjob, mens regionerne tilbød 7066 stillinger. Flest kom fra kommunerne, som opslog 12.430.
Regeringen kastede den første redningskrans til langtidsledige i oktober 2011. De fik udskudt halveringen af dagpengeperioden til to år fra 1. juli 2012 til 1. januar 2013.
I august 2012 kom næste redningskrans med akutpakken. Den gav langtidsledige ret til vikarjob i rotation, virksomhedspraktik, job i løntilskud og opkvalificeringsjob.
I oktober 2012 kastede regeringen den tredje redningskrans. Der blev lavet en aftale med arbejdsgiverne om at opslå 12.500 akutjob øremærket langtidsledige, som ville miste dagpenge.
Den fjerde redningskrans kom i november 2012, da langtidsledige, der mister dagpenge, kan få uddannelsesydelse i et halvt år på niveau med kontanthjælp.
I maj 2013 kastede regeringen dem femte redningskrans. Den forlængede uddannelsesydelsen og indførte en midlertidig arbejdsmarkedsydelse. Den er modsat kontanthjælp ikke afhængig af familie- eller formueindkomst.
Arbejdsmarkedsydelsen går til langtidsledige, som har opbrugt dagpengeretten eller den særlige uddannelsesordning.
/ritzau/