Den populære vært på Go' Aften Danmark, Michèle Bellaiche, får travlt. TV 2 har nemlig ændret sendefladen på hverdagene, så Go' Aften Danmark er blevet udvidet.
Og det betyder dobbelt så meget arbejde som tidligere i rollen som vært på Go’ aften Danmark, skriver Her og Nu.
- Seerne kan lide os, og det er vi naturligvis glade for, så nu har vi udvidet sendefladen til det dobbelte. Det betyder flere interviews, så jeg skal derfor forberede endnu mere, siger Michèle Bellaiche til Her og Nu.
Seerne får ifølge tv-værten fremover flere interviews og gæster mellem klokken 17.00 og 19.00.
Fokus på nyheder
Go' Aften Danmark har i det hele taget ændret sendeflade med virkning efter udsendelserne fra OL sluttede.
Der er nu mere fokus på nyheder og aktuelle interviews. Det betyder at Go' appetit og vejr-udsigten klokken 18.25 er forsvundet.
Desuden er Karin Cruz Forsstrøm ny fast vært på 18-Nyhederne. Hun er hentet ind fra TV 2 News, ligesom hun også har været været på TV 2's kriminalmagasin "Station 2".