Den nye sportschef hos Dansk Svømmeunion, Lars Green Bach, har været tæt på klorvand en stor del af sin karriere.
Nu skal den 39-årige tidligere teamleder hos Team Danmark hjælpe de danske elitesvømmere med at hive medaljer hjem i udlandet. Det har ifølge ham højeste prioritet.
- Jeg har sammen med klubtrænerne og landstrænerne en vigtig opgave i at optimere formen hos vores allerbedste svømmere, så de kan levere gode resultater til VM i Qatar til sommer og til OL i Rio, som er hovedmålet.
- Naturligvis er ambitionsniveauet højt i forhold til OL. Det handler om kvalifikation til finaler og at være med i kampen om medaljer. Med de svømmere vi har, er det helt naturligt, siger han.
Danmark er en lille nation, der alligevel har formået at mænge sig med verdenseliten inden for svømning. For at holde niveauet højt skal unionen arbejde i døgndrift for dansk elitesvømning, lyder det fra sportschefen.
- Det er vigtigt, når vi i dansk svømning har svømmere på højt internationalt niveau, som tidligere har vundet medaljer ved EM og VM, at vi giver dem de bedst mulige vilkår.
Bach har tidligere trænet svømmeklubberne S68 i Hjørring og Vest Brøndby samt været administrerende leder og elitetræner i Lyngby Svømmeklub. Han ved derfor, hvordan man kan gøre træningen bedre.
- Det kan man eksempelvis gøre med tekniske parametre som videoanalyser, hvor man kan finjustere og optimere svømmehastigheden. Det er meget individuelt, hvad den enkelte svømmer har brug for, siger han.
Ud over international eliteidræt har Bach en ambition om at styrke talentarbejdet her i landet.
- Vi er afhængige af dygtige trænere på alle niveauer i dansk svømning, for at vi kan blive ved med at udvikle talenter. Det er jeg optaget af, siger han.
Lars Green Bach overtager jobbet som sportschef efter Mikkel von Seelen.
/ritzau/