Miljøstyrelsen arbejder i disse dage på at besætte 70 stillinger, når styrelsen flytter fra København til Odense i starten af 2019. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Flytningen fra hovedstaden til provinsen har nemlig medvirket, at en lang række ansatte har søgt nye job, og det har skabt 70 ledige stillinger inden for jura, it og økonomi.
Og det er ikke gået fynboerne forbi. Miljøstyrelsen har nemlig modtaget over 1.500 ansøgninger. Det glæder den nu tidligere miljøminister Esben Lunde Larsen (V).
- Jeg er glad for, at der er mange kvalificerede ansøgere til de nye statslige job i Odense. Statens arbejdspladser tilhører hele Danmark, og jeg har aldrig været i tvivl om, at vi nok skal få opbygget en stærk Miljøstyrelse i Odense. Indflytningen af flere hundrede højt specialiserede arbejdspladser betyder, at Fyn måske kan få lov til at beholde nogle af alle de dygtige kandidater, som de uddanner på Syddansk Universitet, skriver Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.
- Mange har vist interesse for at blive en del af Miljøstyrelsen. Det understreger, at styrelsen ses som en attraktiv arbejdsplads, og vi står nu med et varieret og stærkt ansøgerfelt. Vi har et rigtigt godt samarbejde med både Odense Kommune, Syddansk Universitet og flere andre parter. Det har været vigtigt for, at vi har kunnet tiltrække så mange kvalificerede kandidater til de opslåede stillinger, siger direktør i Miljøstyrelsen, Lars Hindkjær.
Flere job på vej
Ansættelsesprocessen er stadig i fuld gang og vil være det et godt stykke ind i maj. Men Miljøstyrelsen oplyser, at der vil blive opslået flere stillinger i løbet af året.
De heldige kandidater, som får job i den nye Miljøstyrelse, vil få Jakob Ellemann-Jensen som øverste chef. Han er netop blevet udnævnt som ny minister på området.