Ny Star Wars-film får næstbedste åbningsweekend nogensinde

2,8 milliarder har den nyeste Star Wars-film solgt for globalt i åbningsweekenden. Filmen er tæt på rekord.

Det nyeste skud på stammen i Star Wars-sagaen, "Star Wars: The Last Jedi", har solgt for 2,8 milliarder kroner i globalt billetsalg i filmens åbningsweekend.

Det oplyser selskabet bag filmen, Walt Disney, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Godt halvdelen af indtægterne stammer fra billetsalg i USA og Canada.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Her er der tale om det næsthøjeste salgsbeløb i en åbningsweekend nogensinde, kun overgået af en anden Star Wars film fra 2015, "Star Wars: The Force Awakens".

Søndag gik filmens stjerne på den røde løber, da filmen havde verdenspremiere.

Danske biografgængere kunne se den længe ventede stjernekrigsfilm fra i onsdags.

Filmens billetsalg er blevet hjulpet på vej af gode anmeldelser verden over. Også i Danmark har anmelderne været overvejende positive.

Berlingske og Jyllands-Posten gav filmen fem stjerner ud seks, mens avisen Politiken uddelte fire hjerter ud af seks.

I filmen medvirker en del af stjernerne fra de originale Star Wars-film, men også nye karakterer er introduceret.

Blandt de ældre skuespillere er den nu afdøde Carrie Fisher i rollen som prinsesse Leia.

Fisher døde af et hjerteanfald i december 2016 og havde dermed sin sidste rolle i Star Wars-filmen.

"Star Wars: The Last Jedi" tegner med sit billetsalg til at blive endnu en succes for Disney.

Selskabet købte retten til at producere Star Wars-filmene af selskabet Lucasfilm i 2012.

Tidligere på året annoncerede Disney ifølge nyhedsbureauet AP, at selskabet vil producere yderligere tre Star Wars-film.

Ifølge Disney-chef Bob Iger, vil der ud over filmene også komme en Star Wars-serie.

Serien kommer til at være tilgængelig i 2019 på en streamingtjeneste, som Disney har planer om at lancere næste år.

Den første film i den nye Star Wars-trilogi skal instrueres af den amerikanske instruktør Rian Johnson. Det er også Rian Johnson, der har instrueret "The Last Jedi".

De tre nye film kommer dog ikke til at videreføre den velkendte fortælling om Skywalker-familien, har Disney oplyst.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.