Den russiske tennisstjerne Maria Sharapova er overraskende færdig ved Australian Open efter et nederlag i tre sæt i fjerde runde.
Natten til mandag dansk tid tabte hun til slovakiske Dominika Cibulková med cifrene 6-3, 4-6, 1-6. Slovakken er seedet som nummer 20 i turneringen.
Maria Sharapova, der er tredjeseedet i årets første grand slam, vandt første sæt sikkert, men herefter tog slovakken over.
Den 188 centimeter høje russer med det karakteristiske skrig lavede 40 uprovokerede fejl i kampen mod Cibulkovás 28. Især i tredje sæt lavede Sharapova langt flere fejl end sin modstander, som nu er klar til kvartfinalen.
Sharapova har været i knibe i de seneste to opgør i turneringen. Først spillede hun i næsten tre og en halv time mod italienske Karin Knapp i den bagende hede på Rod Laver Arena.
I tredje runde mødte russeren franske Alizé Cornet. Her lavede Sharapova også adskillige uprovokerede fejl, og kampen måtte ud i tiebreak i andet sæt, før russeren kunne kalde sig vinder af opgøret.
Sharapovas exit er den anden store overraskelse på få dage i Melbourne. Natten til søndag dansk tid blev verdensranglistens nummer et, den topseedede Serena Williams, slået ud af serbiske Ana Ivanovic.
/ritzau/