Hver tiende indsatte i et dansk fængsel sidder reelt isoleret af egen fri vilje. Men valget er alt andet end frit. Det viser en ny ph.d.-afhandling fra Københavns Universitet, der er udarbejdet i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder.

Otte procent af de indsatte i danske fængsler vælger frivillig isolation, typisk for at undgå overgreb og vold fra medindsatte. Og selv om isolationen formelt set er selvvalgt, kan den vare i månedsvis og i de værste tilfælde flere år.

Bag undersøgelsen står ph.d.-forsker Frederik Rom Taxhjelm, som har interviewet 29 indsatte i langvarig frivillig isolation samt fem ledere af isolationsafsnit fordelt på syv forskellige fængsler. Hans konklusion er skarp: De indsatte har sjældent reelle alternativer.

- I virkeligheden stilles de over for et umuligt valg: Vold i fællesskabet eller lidelsesfuld isolation. De ved sjældent, hvad de siger ja til, men er desperate nok til at vælge udelukkelsen uanset, siger Frederik Rom Taxhjelm.

Under radaren

Forskningen peger på, at den frivillige isolation indtil nu har fløjet under radaren - netop fordi de indsatte selv har skrevet under på den. Det står i skarp kontrast til andre former for isolation i det danske fængselsvæsen, som er reguleret og tidsbegrænset, fordi skadevirkningerne er veldokumenterede.

- Al forskning viser, at isolationsfængsling er dybt skadelig – fysisk, psykisk og socialt – hvorfor staten også begrænser alle andre former for isolation i danske fængsler. Men fordi de indsatte på papiret selv har valgt isolationen, så har praksissen i årtier undgået opmærksomhed og kritik, siger Frederik Rom Taxhjelm.

Store konsekvenser

Konsekvenserne for den enkelte er betydelige. Indsatte i frivillig isolation mister adgang til det almindelige fængselsindhold, herunder værksteder, uddannelse og resocialiserende programmer. Dermed bliver de både afskåret fra meningsfuld beskæftigelse i hverdagen og dårligere rustet til livet efter løsladelsen.

Fordi praksissen er ureguleret, har fængslerne ingen forpligtelse til at begrænse hverken varigheden eller skadevirkningerne af isolationen. Det betyder, at sårbare indsatte, som ofte er truede, gældsatte eller på anden måde i konflikt med medindsatte, kan ende med at tilbringe meget store dele af deres afsoning alene på en celle.

Afhandlingen rejser dermed et grundlæggende spørgsmål: Når al anden isolation i fængslerne er underlagt stramme regler på grund af de dokumenterede skader, hvorfor gælder de samme hensyn så ikke for de indsatte, der vælger isolationen som det mindste af to onder?