Først ville Bolivia kun give Edward Snowden asyl, hvis han kom til landet og ansøgte. Så forsikrede præsident Evo Morales amerikanerne om, at man ikke ville give asyl til ham uden at høre deres holdning.
Men nu lyder meldingen fra Morales, at Snowden kan få asyl i Bolivia, hvis han ønsker det, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Dermed er der udbrudt en slags latinamerikansk konkurrence om at give asyl til Snowden, efter at både Nicaraguas Daniel Ortega og Venezuelas præsident, Nicolas Maduro har tilbudt asyl til Snowden.
- Jeg har besluttet mig for at tilbyde humanitær asyl til den unge amerikaner Edward Snowden, så han kan leve fri for det imperialistiske Nordamerikas forfølgelse i Simon Bolivar og Hugo Chavez' fædreland, sagde Maduro på tv.
Edward Snowden opholder sig angiveligt stadig i en ingenmandsland i transitområdet i en international lufthavn i Moskva.
Den 30-årige amerikanske it-tekniker og tidligere efterretningsmand står bag omfattende afsløringer om USA's elektroniske overvågning hjemme og ude.
USA vil have Snowden udleveret og vil retsforfølge ham for de omfattende lækager af de amerikanske efterretningstjenesters overvågningsmetoder.
/ritzau/