Aktieposten i Novo Nordisk har hjulpet pengetanken bag Danmarks største medicinalselskab til et ganske fremragende 2015.
Milliarderne i form af kursgevinster og afkast på investeringer er strømmet ind, og samlet sidder Novo A/S nu på en formue på markante 378 milliarder kroner. Et hop på 123 milliarder kroner på et år.
- Vi er særdeles tilfredse med resultatet i 2015, hvor vores investeringer både inden for og uden for Novo Gruppen har nået et nyt niveau.
- Dermed kan vi leve op til vores mål om både at være et stabilt finansielt grundlag for selskaberne i Novo Gruppen og levere et tilfredsstillende afkast til Novo Nordisk Fonden, skriver Novo A/S i en pressemeddelelse.
Novo A/S ejer bestemmende indflydelse i Novo Nordisk, Novozymes, NNIT. Derudover bliver der investeret i life science-selskaber og almindelige værdipapirer som aktier og obligationer.
Ejerskaberne af de store selskaber indbragte Novo A/S 108 milliarder kroner, investeringer i life science 8,6 milliarder kroner og investeringer i aktier og obligationer 2,9 milliarder kroner.
Kigger man på Novo A/S' resultat, altså overskud, der ikke er bundet i store investeringer, steg det til 14,8 milliarder kroner i året.
Det er ikke mindst kommet fra, at Novo A/S i 2015 udnyttede et boomende marked inden for biotek til at sælge eller deltage i børsnoteringer af mange af de selskaber, Novo A/S ejer mindre andele af.
Novo A/S solgte i 2015 13 selskaber og børsnoterede fire.
- Vi ser fortsat en meget positiv udvikling inden for life-science og bioteknologi. Der har i 2015 været en betydelig optimisme på især det amerikanske marked.
- Vi udnyttede det meget attraktive bio-tech og life-sciencemarked i USA til at sælge aktier på det børsnoterede marked for 3,6 milliarder kroner i 2015, mens investeringerne nåede et niveau på 1,7 milliarder kroner, skriver Thomas Dyrberg, chef for Venture-området i Novo A/S.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.