Den 24-årige nordmand Marte Dalelv, som i sidste uge i Dubai blev idømt 16 måneders fængsel for sex uden for ægteskabet og for at afgive falsk forklaring, er benådet og kan rejse hjem til Norge, oplyser det norske udenrigsministerium.
- Marte har fået sit pas tilbage og kan forlade landet. Det er ikke besluttet, hvornår hun rejser, siger Åse Bjerke, Norges ambassadør i De Forenede Arabiske Emirater, til nyhedsbureauet NTB.
Først blev hun voldtaget i Dubai, så blev hun dømt for sex uden for ægteskabet - og nu kan hun så rejse hjem efter at have fået retshjælp fra den norske stat.
Sagen har også fået stor opmærksomhed internationalt.
/ritzau/NTB