Den norske kronprinsesse, Mette-Marit, sygemeldes, efter at hun har fået bivirkninger fra ny medicin mod sin kroniske sygdom lungefibrose.
Det skriver det norske medie NRK.
Perioden varer som udgangspunkt en uge. Imens bliver planlagte punkter i hendes kalender enten aflyst eller udskudt.
Tidligere i oktober varslede kongehuset, at kronprinsessens behandling kunne medføre, at hun måtte droppe sit program.
- Tidligere erfaringer har vist, at medicinen kan føre til bivirkninger, som kan få konsekvenser for kronprinsessens officielle program, skrev kongehuset i en pressemeddelelse 11. oktober.
Hun har tidligere modtaget medicin mod sygdommen, som hun blev diagnosticeret med i 2018.
Hun stoppede dog behandlingen på grund af netop bivirkninger.
Kronisk lungefibrose er en sygdom, som ikke kan helbredes. Den viser sig ved symptomer som åndenød og tør hoste.
Tilbage i 2018 fortalte kronprinsessen, at hun offentligt fortalte om sygdommen, fordi den ville komme til at begrænse hendes evne til at arbejde.
- Det er klart, at det aldrig er behageligt at tale om sit helbred offentligt, men vi kan se, at i den periode jeg går ind i med yderligere udredning og mulig behandling, der kommer jeg til at være meget væk.
- Derfor fortæller vi om det, så der ikke opstår for mange spekulationer, sagde Mette-Marit dengang til NRK.
Kronprinsessen fortalte ved samme lejlighed, at hun allerede havde levet med sygdommen i "flere år". Men hun fik først diagnosen i 2018.
- Nu er det opdaget tidligt, og det har været meget stabilt frem til nu. Det er to tegn, som er positive for prognosen fremover.
- Jeg tror, at med en del tilpasninger er det mest sandsynlige, at der kommer til at være mange gode dage foran os, sagde hun dengang til NRK.
/ritzau/