Nervøse ishockeyfans i Norge kan ånde lettet op. Det norske landshold kommer også næste år til at optræde på øverste niveau i VM-hierarkiet.
Det står klart, efter at det afbudsramte norske landshold besejrede bundproppen Sydkorea 3-0 i de to holds sidste kamp ved VM.
En sydkoreansk sejr i ordinær tid ville ellers have sendt nordmændene ud af A-gruppen for første gang siden 2005. Men så vidt kom det trods alt ikke for landstræner Petter Thoresen og hans mænd.
Thomas Valkvæ Olsen fjernede Sydkoreas sidste håb, da han sørgede for 2-0-scoringen med godt 13 minutter igen.
Tre minutter senere scorede den rutinerede kaptajn Jonas Holøs til 3-0, og så kunne olé-sangene begynde i kolonien af norske tilhængere i Boxen.
Nordmændene fik sig ellers lidt af en forskrækkelse, da Sydkorea sendte pucken i nettet efter totalt kaos omkring målmand Lars Haugen i kampens allerførste minutter.
Men dommerne valgte at annullere scoringen, der for alvor kunne have fyret op under det norske nervesystem.
I stedet fik Tobias Lindström senere i første periode givet Norge en 1-0-føring med ind til første pause.
Nordmændene tog initiativet fra anden periodes start, og sydkoreanerne manglede den sidste kvalitet, der kunne have givet holdet en uventet billet til næste års A-VM i Slovakiet.
Nu må Sydkorea rejse hjem med et facit, der lyder på syv nederlag i syv kampe og en målscore på 4-48. Sydkoreanerne følger med Hviderusland ned i andet VM-lag i 2019.
/ritzau/