Nordkorea: USA provokerer med vilje under et fredsforløb

Nordkorea kritiserer USA kort før topmøde mellem ledere for de to lande, siger talsmand for Nordkorea.

Nordkorea reagerer på amerikanske udsagn om, at det er politisk pres og sanktioner, der har bragt nordkoreanerne til forhandlingsbordet.

Udmeldingen kommer, kort før at USA's præsident, Donald Trump, og den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, ventes at mødes til deres første topmøde.

Det nordkoreanske nyhedsbureau KCNA citerer en talsmand for udenrigsministeriet.

Talsmanden advarer om, at påstandene er et forsøg på at ødelægge den anspændte situation mellem de to parter.

- USA provokerer Nordkorea med vilje på et tidspunkt, der går mod fred og forsoning på den koreanske halvø, siger talsmanden til nyhedsbureauet.

I slutningen af april blev Nordkorea og Sydkoreas ledere enige om, at fjendtlighederne mellem landene skulle slutte.

Der skal også ske en "atomafrustning" på den koreanske halvø, fremgår det i aftalen. Men det er ikke klart, hvad det præcist indebærer endnu.

Washingtons hårde politik mod Nordkorea og et pres på Kina, der er landets største handelspartner, har ifølge Trump og højtstående amerikanske embedsmænd spillet en rolle. Det har de flere gange antydet.

Sidste år meldte Kim Jong-un sig i klubben af lande med adgang til langtrækkende missiler.

Og med den stemning, der var mellem Nordkorea og USA, var det næsten utænkeligt at emnet om "atomafrustning" ville komme på bordet.

Men søndagens udmelding synes at være rettet mod at styrke Nordkoreas position inden mødet med Trump.

Mødet mellem USA og Nordkorea ventes at finde sted senere i maj eller tidligt i juni.

/ritzau/AP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.