Nordkorea har angiveligt færdiggjort forberedelserne til en tredje atomprøvesprængning, og der mangler nu blot på en politisk beslutning om at føre testen ud i livet. Det fortæller en sydkoreansk atomekspert.
Udmeldingen kommer efter, at der har været udbredt spekulation om, hvorvidt Nordkorea er på vej med en test efter et mislykket forsøg på at opsende en langtrækkende raket i april.
De to atomprøvesprængninger, som Nordkorea tidligere har gennemført, er nemlig begge blevet foretaget en til tre måneder efter, at landet har affyret en raket, der kan medbringe atomvåben.
Satellitbilleder har afsløret, at det nordkoreanske styre er i gang med forberedelser i byen Punggye-ri i det nordøstlige Nordkorea, hvor landets to tidligere atomprøvesprængninger blev foretaget i 2006 og 2009.
AFP