Ikke lutter varme velkomshilsner og venligt naboskab. Det er, hvad man kan sige om de udmeldinger, som syv sognepræster fra Nørrebro er kommet med om lederen af Faderhuset Ruth Evensen, skriver Urban.
Det er den seneste tids tordnen fra Ruth Evensen mod homoseksuelle, der får præsterne til at frygte for det kommende naboskab. Her i blandt Ivan Larsen, der er præst i Stefanskirken, der ikke mener, at Faderhuset hører hjemme på Nørrebro.
- Nørrebro har altid været kendt for at være sted, hvor alle mennesker kan trives side om side. Den holdning deler Faderhuset ikke, kan man se ud af Ruth Evensens prædiken. Det er jo fuldstændig vanvittigt, hvad i alverden bilder hun sig ind?, spørger han.
En anden sognepræst, Paul Heden Friis fra Samuelskirken mener, at hele måden, som bevægelsen fungerer ligefrem kan være til skade for kristendommen generelt. Ifølge ham er Ruth Evensen nemlig så dominerende i Faderhuset, at hun med det dårlige image hun har, kan give et meget dårligt indtryk af kristendommen.