Klokken har passeret midnat, og temperaturen har sneget sig ned på hele minus 7 grader. Det fremgår af det store termometer på hjørnet af Richshuset over for Rådhuspladsen. Natten har omsluttet sig om København, men som alle andre storbyer, sover den sjældent særlig tungt.

Få hundrede meter op ad Istedgade ligger Mariakirken, der om natten i vintermånederne huser et såkaldt nødherberg. Disse er ikke permanente og er kun åbne om natten i vintermånederne. Hvert år bliver det besluttet på ny, om man åbner op for vintersæsonen. Et nødherberg er afhængig af frivillige kræfter og økonomiske midler.

Jeg møder Lene Rindal, der er ansat som teamleder på nødherberget og har været på stedet de sidste tre år. Hun lukker mig ind af glasdøren til højre for kirken, hvor de hjemløse også bliver lukket ind hver aften. Stedet emmer af ro og sympati.

Lene Rindal oplever ikke, at nødherberget Maria mangler frivillige. Stedet kan sagtens køre rundt.

- Der var en, der ringede for et par dage siden og spurgte, om han måtte komme og hjælpe, men vi havde nok. Vi har en god fast gruppe, og der er mange, der kommer igen, fordi de bliver rigtig glade for at være her, fortæller hun.

Hjælp til udenlandske hjemløse

Nødherberget i hjertet af Vesterbro opstod som følge af dødsfald blandt hjemløse om vinteren. De udenlandske hjemløse var og er stadigvæk især i risikogruppen, fordi de ikke får kommunalt hjælp. Derfor åbnede nødherberget Maria i 2010, fordi man fandt det nødvendigt at etablere steder, hvor udenlandske hjemløse uden registreret CPR-nummer i Danmark kunne få lov at blive lukket ind.

Nødherberget tager som udgangspunkt 25 personer ind hver nat. Sådan har proceduren været, siden det startede. Lige denne her uge er der dog blevet oprustet markant på grund af den ekstreme kulde, der er blevet varslet. Siden lørdag aften er der blevet lukket helt op til 45 personer ind.

- Jeg hørte i fredags, at det skulle blive rigtig koldt. Jeg tænkte derfor, at nu skal der rykkes hurtigt. Allerede lørdag fik jeg tilladelse til at tage ekstra folk ind. Jeg fik ekstra frivillige ind, og søndag var jeg ude at købe en masse madrasser og tæpper, fortæller Lene Rindal, mens vi sidder ved et lille bord og får serveret te. Vi taler lavmælt, fordi der bag ved en dør ind til et lille rum kan anes to, der ligger og sover.

Lene Rindal fortæller, at de normalt ikke har problemer med pladsen, når de har 25 pladser. Nogle gange er der færre en 25, og nogle gange er der lidt flere, men det er ganske få, der bliver afvist. Siden lørdag aften har antallet dog ligget stabilt på mellem 43 og 45 hjemløse.

- Da vi hørte, at det blev så koldt, kunne vi tage mange flere ind. Pludselig var her også bare mange flere, end der plejer, og jeg tror ikke, det kan nå at rygtes så hurtigt allerede den første aften, siger Lene Rindal.

”Folk taber deres hjerte til det her sted”

Snakken falder også på, hvordan de ansatte og frivillige oplever at være på nødherberget. Ifølge Lene Rindal er det alle tiders.

- Folk, der kommer her, taber deres hjerte til det, og de er så glade for at være her. Alle er begejstrede for det, fortæller hun med lys i øjnene.

Der bliver taget sig godt af de frivillige. De får en snak med Lene Rindal, så hun sikrer sig, at de er bevidste om og klar til det, de går ind til. Hun har endnu ikke oplevet, at nogen har sagt nej efter at have set, hvad det er.

Jeg får også en rundvisning blandt de sovende hjemløse, der ligger på røde madrasser. Vi går ind i kirkens skib, hvor madrasserne er placeret imellem kirkebænkene. Her ligger de sovende med roligt åndedræt. Lene Rindal opdager med det samme, at en mands fødder er røget ud under tæppet. Hun stopper hurtigt fødderne tilbage under det.

- De skal i hvert fald ikke fryse om fødderne, understreger hun. Denne lille handling fremhæver den tryghed og omsorg, som bliver draget for de hjemløse.

Det gør en kæmpe forskel, at de kan få lov at komme herind om natten og få en tør, varm og tryg nattesøvn. Der vil altid være en vis grad af utryghed forbundet med at sove på gaden, fortæller Lene Rindal. I kirken er der altid personale, der er vågne til at holde øje og hjælpe.

- På alle mulige måder er det godt med sådan et herberg, siger Lene Rindal.

Den kirkelige tryghed

De fleste i skibet sover tungt. En enkelt ligger vågen, og nogle stykker hoster eller vender sig i søvne. Lene Rindal oplever, at det for mange af dem hjælper at opholde sig i netop en kirke. De fleste kommer fra østeuropæiske lande og er typisk mere aktivt kristne end mange danskere. Derfor betyder det meget for dem, at kirken vil tage dem ind.

- De er mere trygge herinde i kirken, fordi de siger, at Mama Lene og Gud passer på dem. Det er virkelig fint, siger hun.

Vi passerer et kærestepar, der sover med hovedet mod hinanden. Lene Rindal fortæller, at de gør det for at understrege, at der ikke skal ske noget seksuelt, men samtidig har de brug for nærheden med hinanden.

- Det er naturligt, når man er i en kirke, at folk opfører sig anderledes. De har respekt for kirkerummet, siger hun.

Hver dag registreres de indlogerede på en liste. Her nedfældes navn, hjemland, alder, om de har været der før, og deres køn. Derefter får de et nummer på hånden, så man har styr på, hvor mange man har sovende.

Registreringen viser, at mange kommer fra Rumænien. Lige nu er forholdene i Rumænien meget vanskelige, og mange tager derfor til Danmark i håb om at tjene penge. Lene Rindal fortæller, at der er mange familiefædre, der tager herop uden deres familier og er her i nogle måneder. Derfor har de alle sammen nogle kære i deres hjemland, som de savner. Mange af dem får desværre bare ikke det job, de så inderligt drømmer om skal ændre tilværelsen for dem og deres familie.

Vi fortsætter op gennem rækkerne af sovende mennesker og ender ved alteret. Foran står en stor globe, hvor der kan tændes et stort lys i midten. Lyset er ikke blevet tændt her til aften, så det bliver hurtigt gjort. Omkring det store lys er en masse fyrfadslys, som de hjemløse kan tænde.

- Mange af dem går herop for at tænde et lys. Så står de et øjeblik og tænker på dem derhjemme. Det hjælper meget, at det foregår i en kirke, fortæller Lene Rindal.

”De er utrolig søde og rare”

Hvis nødherberget er nødt til at afvise nogen på grund af pladsmangel, trækkes der lod om sovepladserne. Der er dog nogle, der har førsteret.

- Vi tager de svage ind først. Det er dem, der er fyldt 50 eller fysisk eller psykisk syge. At være fyldt 50 er selvfølgelig ingen alder, men hvis man bor på gaden, er det altså en rigtig høj alder, siger Lene Rindal.

De få, der bliver afvist er typisk de stærke og unge, og mange af dem tager så en runde for at samle flasker og kommer tilbage i løbet af natten i håb om, at nogle er gået. Et andet alternativ er, at den nat sover de ikke, men så kommer de ind om morgenen, når kirken holder Mariatjeneste for at tage en lur på en kirkebænk der.

- Det er jo aldrig behageligt at afvise nogen, men fordi vi har den politik med at tage dem ind, der trænger mest, så er det ubehageligt på en anden måde, siger Lene Rindal.

Stemningen på nødherberget er god og behagelig. De hjemløse er godt klar over, at der bliver gjort alt i magtens navn for at hjælpe dem.

- Jeg tror, det har noget at gøre med den gruppe mennesker, der kommer her. De er utrolig søde og rare og bare meget trætte og kolde. De er bare i klemme i deres hjemland og er derfor kommet herop. De er rigtig glade for at kunne komme ind her, hvor der er trygt og varmt med et toilet, siger Lene Rindal.