Nikolaj Jacobsens løver stryger til tops i Bundesligaen

Rhein-Neckar Löwen ydmygede Füchse Berlin i Bundesligaen og hopper op på Bundesligaens førsteplads.
Nikolaj Jacobsens mandskab bankede Füchse Berlin torsdag aften.
Nikolaj Jacobsens mandskab bankede Füchse Berlin torsdag aften. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Rhein-Neckar Löwen med landstræner Nikolaj Jakobsen på trænerbænken og Mads Mensah Larsen som bagspiller er nyt tophold i den stærke tyske Bundesliga.

I en regulær topkamp mod Füchse Berlin bankede Jakobsens tropper hovedstadsklubben noget så eftertrykkeligt. 37-23 vandt Rhein-Neckar Löwen i hjemmekampen og overtager dermed førstepladsen fra netop berlinerne.

Mads Mensah scorede fem mål på ni forsøg, mens Füchse Berlins Hans Lindberg var reduceret til bænkevarmer og straffekastskytte. Lindberg scorede to gange fra syvmeterstregen.

Det store Rhein-Neckar Löwen-forspring blev grundlagt mellem det 10.- og det 20. minut. Her gik hjemmeholdet fra 5-3 til 13-6. Ved pausen var stillingen 18-9.

Forspringet blev ved med at vokse gennem anden halvleg, og Füchse Berlin-spillerne virkede mere og mere opgivende.

- Det var en meget stærk præstation. Vi stod godt i forsvaret, spillede hurtigt i angrebet og undlod at lave fejl. Vi straffede dem ubarmhjertigt, siger Nikolaj Jacobsen til tv-stationen Sky.

Samtidig kommenterede han også et rygte fra den lokale presse, som havde skrevet, at danskeren ville stoppe i klubben til sommer - et år før planlagt.

- Det har ikke noget på sig. Jeg bliver her 100 procent sikkert til 2019, siger danskeren.

Inden turneringspausen på grund af det forestående EM i Kroatien skal Rhein-Neckar Löwen op mod Flensburg-Handewitt og Stuttgart.

Rhein-Neckar Löwen har vundet Bundesligaen de seneste to sæsoner.

Andetsteds vandt Kiel med 30-27 hjemme over Minden. Rene Toft Hansen og Niklas Landins klub rykker dermed op på femtepladsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.