Danmark har måske fået en ny speedwaykonge. Niels Kristian-Iversen blev den bedste danske speedwaykører i denne sæson med en samlet tredjeplads i VM-serien.
Bronzemedaljen er den bedste samlede placering for Niels Kristian-Iversen i karrieren, og han har i denne sæson været den bedst kørende dansker - set over hele sæsonen.
Iversen nåede helt frem til semifinalen, og her skulle han kun bruge en tredjeplads for at sikre sig bronzen foran Greg Hancock. Men danskeren tog en flot andenplads og skal dermed køre finale.
Tidligere på aftenen havde Iversen også vist god form, og allerede i sit første heat tog han sejren, da han slog ligeledes formstærke Darcy Ward og den senere verdensmester Tai Woffinden i heat nummer tre.
Iversen blev hele aftenen ved med at holde Greg Hancock bag sig, selv om den rutinerede amerikaner blev ved med at tage heatsejre. Fire af slagsen blev det til for Hancock, mens Iversen vandt to heat.
Nicki Pedersen havde det generelt svært, men den tidligere tredobbelte verdensmester præsterede flot i heat 18, som han vandt og sikrede sig en plads i semifinalen.
Men i semifinalen sluttede danskeren lidt skuffende på sidstepladsen efter en dårlig start, og han nåede dermed ikke frem til finalen. Nicki Pedersen blev dermed samlet nummer fem i VM-serien i år.
Leon Madsen var den tredje dansker, som deltog i lørdagens grand prix. Leon Madsen blev toer i første heat, og han hentede syv point ind samlet. Det var nok til en samlet niendeplads.
/ritzau/