Nicki Sørensen er med, når Post Danmark Rundt indledes, men det står allerede klart, at den rutinerede cykelrytter ikke fuldfører løbet.
Den danske Tour de France-etapevinder hopper nemlig fra efter tre dage, så han kan deltage i chefen Bjarne Riis' bryllup.
"Jeg har nogle planer i næste weekend. Min hustru og jeg er blevet inviteret til bryllup," siger Nicki Sørensen til TV 2 Sporten.
Løbsarrangør Jesper Worre siger til samme medie, at han finder det useriøst, at Nicki Sørensen på forhånd bekender, at han ikke vil fuldføre løbet.
"Hvis han udgår for at tage til bryllup, så er det ikke helt seriøst. Hvis det blev besluttet inden, så har vi ikke hørt det, og så er det ikke helt tilfredsstillende," siger Jesper Worre.
Han kan heller ikke forstå, hvordan Bjarne Riis har kunnet lave en sådan planlægning, at hans bryllup afholdes under det mest prestigefyldte cykelløb i Danmark.
Danmarks største etapeløb starter onsdag.