Nicki Pedersen blev en fornem nummer to i den første af fire afdelinger om europamesterskabet i speedway. Emil Sayfutdinov vandt løbet i polske Gdansk.
Der resterer fortsat tre afdelinger af det europæiske mesterskab, men det var et godt tegn, at Nicki Pedersen kunne være så godt med på en meget glat bane i Polen.
Ud over vinderen Emil Sayfutdinov fra Rusland og Nicki Pedersen var også polske Tomasz Gollob og engelske Tai Woffinden også med i finalen.
Næste afdeling af EM-dysten afvikles 10. august i russiske Togliatti.
/ritzau/