Ishockeyspilleren Philip Larsen indstiller sig på at skulle spille videre uden sit rygnummer 36 ved VM.
Nummer 36 har i en lang årrække tilhørt Jannik Hansen på landsholdet, og da Hansen er på vej ind i truppen efter San Jose Sharks' playoff-exit, må Larsen formentlig skifte.
- Jeg har i de sidste mange år haft nummer 36 i mine klubber. Derfor spurgte jeg Ole (Dahlmann, landsholdets materialemand, red.) inden turneringen, om jeg ikke kunne få det nummer, hvis Jannik ikke var aktuel fra starten.
- Jeg lovede, at hvis han kom ind, så ville vi skifte. Sådan er det. Han er ældre og har flere NHL-kampe end mig, siger Philip Larsen med et grin.
Han mener ikke, der skulle være problemer i at skifte rygnummer midt i en turnering.
- Jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle være lovligt, siger han.
Trods trøjeforviklingerne ser Larsen frem til at få Jannik Hansen ind i VM-truppen.
De to var holdkammerater i Vancouver Canucks i 2016-17, Philip Larsens enlige sæson i den canadiske NHL-klub.
- Det bliver da helt vildt sjovt at få ham ind i truppen. Men når jeg skal opgive mit rygnummer, bliver det både sjovt og irriterende på samme tid, lyder det fra Larsen.
Han har tidligere båret nummer 3 i landsholdssammenhæng.
/ritzau/