Efterårssalget er ikke gået lige så godt som sidste år i de butikker, der er ejet af svenske H & M Group.
Koncernen, der foruden H & M blandt andet også ejer kæderne Cos, Monki og Cheap Monday, har fredag offentliggjort salgstal for perioden fra september til og med november.
Her faldt omsætningen med fire procent og udgjorde 58,5 milliarder svenske kroner.
- H & M-brandets onlinesalg og salget af gruppens andre brands fortsætter med at udvikle sig positivt.
- Men kvartalet var svagt for H & M-brandets fysiske butikker, hedder det i en pressemeddelelse om salgstallene.
Det endelige regnskab for fjerde kvartal af det forskudte regnskabsår 2016/17 offentliggøres først 31. januar.
/ritzau/