Ingen sirener. Ingen kampråb. Ingen knas og klirren af smadrede flasker.

Bare denne knagen.

Natten til mandag skruede nedrivningsholdet på Jagtvej 69 op for tempoet og åd sig under massiv politibeskyttelse et stykke tættere ind på Ungdomshusets hjerte.

Byggepladsen er natten igennem badet i et gulligt lys; det minder lidt om et operationsbord, en tandlæge måske, sådan som en tyk vandstråle konstant er rettet mod hullet i huset, der time for time bliver større og større.

På pladsen foran huset står to maskiner. Den høje, slanke og sølvglinsende langarmede gravemaskine. Og den lidt mere buttede, mere terrierlignende almindelige gravko.

Samarbejdet fungerer gnidningsløst: først bider den langarmede tre-fire gange af huset, bevægelserne er langsomme og knusende sikre, lyden kun en dyb knagen. Når dens grab, der ligner en skelethånd, har sluppet sit tag i murbrokkerne og lade dem falde til jorden, giver den signal til gravkoen, der øjeblikkeligt ryder op nede på jorden.

Mursten, brædder, lofte, vægge og gulve bliver læsset på de ventende køretøjer. Til og fra rodet af murbrokker og hegn strømmer karavaner af lastbiler med massiv politieskorte. Bag rattet sidder maskerede og tavse chauffører; en jysk betjent nikker mod de enorme maskiner og ønsker god tur, der en særpræget blanding af medlidenhed og anerkendelse i hans blik. Lastbilernes destinationen er hemmelig, men rygtet om en losseplads et sted på Amager løber allerede rundt i de mørke gader.

Hovedparten af de småfrysende betjente er jyske. Hjørring, Frederikshavn, Thisted; de hilser høfligt, hvis man spørger dem og noget, og de tjatter til hinanden for at holde varmen.

Sådan fortsætter arbejdet i døgndrift.

Fredag bliver den sidste sten kørt væk fra Jagtvej 69.