Forskningsdagsordenen i den akademiske disciplin International Politik har det – Gud ske tak og lov! – med at følge udviklingen i den virkelige verden uden for universiteternes mure. Som en velkalibreret seismograf afspejler debatterne i International Politik-studiet i reglen bevægelserne i det internationale system.
Set i lyset af de seneste års udvikling i Irak og Afghanistan kan det derfor næppe undre, at stadig flere forskere begynder at interessere sig for oprørskrige og oprørsbekæmpelse. Ikke siden Vietnam-krigen har studiet af denne særegne konflikttype fyldt så meget i de akademiske publikationer.
Kæmper for overlevelse
Et centralt tema i den verserende diskussion er spørgsmålet om, hvorfor oprørskrigens militært set svage part fra tid til anden – og med tiltagende hyppighed – overvinder den stærke. Med andre ord: Hvorfor lykkes det undertiden David at betvinge Goliat?
Tre svar har hidtil domineret debatten om dette vigtige spørgsmål. Årsagen til den stærkes nederlag er for det første blevet søgt i de forskellige motiver, der ofte besjæler henholdsvis den stærke og den svage part i en oprørskrig. I den udlægning kæmper oprørerne i reglen for overlevelse, mens konflikten ikke har den samme tvingende og eksistentielle karakter for den stærkere oprørsbekæmper. Konsekvenserne af et nederlag er vidt forskellige, og den stærke har derfor en tendens til at opgive kampen før oprørerne.
Terror og guerillakrig
Et andet bud på årsagen til de vestlige stormagters problemer med at pacificere voldelige oprørsgrupper tager sit afsæt i Vestens demokratiske styreform. Ifølge denne tolkning er oprørsbekæmpelse en langtrukken og beskidt affære, som med stor sandsynlighed vil mobilisere omfattende krigsmodstand i de stærke staters opinion. I længden kan statsledere i demokratiske stater ikke sidde den kritiske opinion overhørig, og uden at have lidt noget egentligt militært nederlag opgiver de derfor viljen til at videreføre krigen.
Endelig – og for det tredje – har flere studier peget i retning af, at den væsentligste forklaring, på at stormagter knægtes af svagere væbnede grupperinger, skal findes i de militære strategier, de stridende parter benytter sig af: Vælger den svage part at anvende en konventionel militær strategi, der er rettet mod at forsvare et afgrænset geografisk område, er oprørerne dømt til nederlag; vælger oprørerne modsat at være usynlige og benytte sig af guerillakrigsteknikker og terror, vokser sandsynligheden for succes markant.
De store taber sjældent
Uanset hvilken af de tre forklaringer, der har mest på sig, står en ting imidlertid helt klart: Stormagter taber kun yderst sjældent til svagere oprørsgrupper i militær henseende. Det er på den politiske hjemmebane, at de vestlige lande lider nederlag.
Vestens statsledere har derfor – hvis man vil gøre sig håb om at sejre i Irak og Afghanistan – al mulig grund til at bruge flere ressourcer på at oplyse den hjemlige opinion om oprørsbekæmpelsens langtrukne karakter. Oprørsbekæmpelse er i høj grad en indenrigspolitisk disciplin.