Restauranten Aqua på California Street i San Francisco er indrettet i et forholdsvis stort og umiddelbart koldt rum. Væggene er i mørke farver, lyset afdæmpet, bordene er runde, og store spejle fylder væggene fra gulv til loft.
Alt i alt en stram indretning, der normalt ikke fanger undertegnedes smag.
Men det mærkværdige er, at netop det store og svagt oplyste rum giver gæsterne en intim oplevelse, hvor stemningen bliver afslappet og højlydt. Selv de sværeste slipseknuder falder i takt med, at aftenen skrider frem.
Guf til en kræsen gane
Vi starter med tun tatar med et forsigtigt skvæt frisk citron på. Hertil drikker vi en 2003 Riesling Kabinett fra Dr. Pauly-Bergweiler i Graacher Himmelreich, Mosel-Saar-Ruwer. Rundt om os synger gaflerne og knivene på nabobordenes tallerkner. Nu høres skuespiller Harry Belafontes hæse stemme, og musikeren Quincy Jones nikker, da de mindes en stor mester, måske den største af alle, musikeren Ray Charles.
Chikpea puréer (kikærter) og panise vendt i cilantroyoghurt (koriander) lander nu på vores bord og nydes forsigtigt sammen med vinen, Maria Costanza, som er en kølig, blanding af Inzolia og Chardonnay fra Cantine Milazzo.
Gensyn med vennerne
Vi får nu serveret krabbesalat, men den fylder ikke så meget på tallerkenen. De rødspættede kødstykker gemmer sig under friske, sprøde salatblade, hvor dressingen giver et syrligt pift. Vi er vendt tilbage til en god vinven, vores tyske Riesling.
Harry Belafonte rejser sig for at hilse på en bekendt, der netop er dukket op. De griner og omfavner i en evighed, som havde de ikke set hinanden siden halvtresserne og tresserne, hvor Belafonte gik forrest i kampen mod den gennemsyrede hadske, amerikanske racisme. En kamp, der sluttede brat i april 1968, hvor hans gode ven Martin Luther King sank sammen i en blodpøl i Memphis.
Belafonte sætter sig igen, og i mellemtiden er deres forret serveret. Vi kaster os over Day Boat Maine Scallop med aspargessalat og karljohan-svampesovs til. Her er vi kollideret med en spansk flaske Arrels, Clos Oblidat, Sangre de Garnatxa , som er produceret af køkkenchefen selv, Láurent Manrique. Vinen er krydret i smagen og læner sig skævt op ad en voksen Amarone.
Da vi med et saligt smil bestiller en symfoni af oste med den californiske askegedeost Sumi i centrum, bryder Harry Belafonte og Quincy Jones op. Quincy går forrest og åbner den store glasdør ud mod natten med samme stædige energi, som han i en menneskealder har lagt i sin musik. Urimeligt nok er han bedst kendt som producent på de to indspilninger, Thriller og We Are The World med popikonet Michael Jackson.
Men sandheden er, at hans musikalske rødder og talent allerede i 1968 bar ham så langt som til en Oscar-nomering for musikken til filmen Koldt Blod ¿ vel at mærke som den første afroamerikaner nogensinde.
I sandheden en stor aften for en mad- og vinelsker med hang til musikalsk nostalgi.