Styret i Myanmar er under stigende pres for at informere om, hvad der er sket med to journalister fra nyhedsbureauet Reuters. Journalisterne menes at være tilbageholdt af myndighederne.
FN, USA, Storbritannien, Sverige og Bangladesh er blandt dem, der kræver, at Myanmar frigiver journalisterne eller klarlægger alle omstændigheder omkring deres forsvinden.
Journalisterne Wa Lone, 31 år, og Kyaw SOE Oo, 27 år, har været savnet siden tirsdag, hvor de var blevet indbudt til en middag sammen med politifolk i udkanten af den nordlige by Yangon.
Journalisterne havde arbejdet i delstaten Rakhine, hvor myndighederne beskyldes af blandt andet FN og USA for at stå bag en etnisk udrensning, som har fået over 600.000 rohingya-muslimer til at flygte til Bangladesh siden slutningen af august.
USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, har meddelt, at USA indtil videre har identificeret en person, som landet måske vil indføre sanktioner mod.
- Vi fortsætter arbejdet med at få klarlagt alle omstændigheder omkring angrebene i Rakhine i august, siger Tillerson til journalister i FN.
Mange af flygtningene har fortalt om drab, tortur, voldtægter og andre overgreb, som Myanmars militær skal have begået mod civile.
Bystyret i den irske hovedstad, Dublin, fratog tidligere i denne uge byens frihedspris - Freedom of the City of Dublin - fra Myanmars leder, Aung San Suu Kyi.
Suu Kyi, der i 1991 modtog Nobels fredspris for sin demokratiske modstand mod Myanmars daværende militærstyre, fik den irske frihedspris i 2000.
Musikeren Bob Geldof modtog Dublins frihedspris i 2005. Men for nogle uger siden valgte han at levere den tilbage med den begrundelse, at han ikke vil stå på samme liste som Suu Kyi.
/ritzau/Reuters