Det er ikke længere kun mænd over 40 år, der oplever, at håret er på kraftig retræte. Unge stjernemusikere uden sans for fede frisurer truer nu også årtiers tradition for, at der hører en hårstil til hver en musikgenre. Engang måtte ethvert rockidol sende et klart signal om, hvorvidt fanskaren skulle køre rockabilly-rumpe, lade heavygarnet gro eller føne sig til en luftig new romantic-hårpragt.

Det var dengang, man bare tog et vellignende foto af sit idol med ned til Frisør Saks. Peter Belli var lig med grydefrits. Beatles betød en mob top . Glam Slam betød Bryan Ferry med snabel-hår eller, hvis man var særlig vovet, Bowie-hår af den androgyne slags.

Du var som dit hår. Et klart signal, der nu om dage er som at finde et visitkort i en høstak.

En ny forfængelighed

For nu er man gerne skaldet eller indehaver af et stykke karseklip, hvis man er noget ved musikken. Hvad skete der mon med håret? Har det lagt sig ned? Vi har spurgt den kendte hårstylist Dennis Knudsen.

»Det har i hvert fald flyttet sig. Rockhåret er blevet mere mainstream, og det er, som om håret ikke skal være så farligt og iøjnefaldende mere. De yngre rockbands synes åbenbart ikke, prioriteringen skal ligge lige dér.«

Er du så ved at løbe tør opgaver inden for pop-og rockstyling?

»Nej, jeg har masser af opgaver stadigvæk. I dag skal de bare styles anderledes end det klassiske rocklook. Mere a la Backstreet Boys, mere pænt. Rockmusikere har en anden forfængelighed end i gamle dage, hvor man skulle se sjov og outreret ud.«

Hvordan?

»Dengang fik alle Elvis-hår, da Elvis var stor, ligesom alle gik med anderumpe og brillantine i 50 erne. Dengang var moden faktisk mere korrekt og ensartet end i dag, for der var ikke så mange mediekanaler til at påvirke moden. Idag gælder alt: det lange, det kronragede, det strittende, det nedadliggende. Men der er ingen ensartet trend lige nu.«

Så håret har tabt kampen om at være først med opmærksomheden?

»Ja, vi må stramme op om herre-håret. Det er for sløset.«