Rosslyn Chapel, et mindre skotsk kapel fra 1500-tallet, er mest er kendt for at optræde i Dan Browns bestseller-roman Da Vinci-mysteriet.
Men nu hævder en 75-årig musiker og tidligere kodebryder for Royal Air Force, at han sammen med sin søn har fundet et musikstykke, gemt i nogle symboler, som er hugget ind i kapellets hvælvinger. Det skriver Reuters.
- Musikken er bevaret for eftertiden med symbolerne, fortæller musikeren, Thomas Mitchell, til Reuters.
I 27 år har han og sønnen arbejdet med at bryde kapellets kode. Det begyndte med, at de blev fascineret af 13 engle på hvælvingerne og 213 kuber med geometriske mønstre.
- De er udført med så raffinerede detaljer og er så smukke, at vi tænkte, at der måtte være en besked her, siger Stuart Mitchell til Reuters.
Far og søn mener at have fundet et ældgammelt musikalsk system kaldet Chladini - mønstre, som er dannet af lydbølger ved specikke toner. Ved at sammenligne mønstrene på kuberne i kapellet med Chladini-toner var de to i stand til at afkode musikstykket.
De to mænd kalder stykket for The Roseslyn Motet og har planer om at fremføre stykket ved en koncert den 18. maj. Det skal ske med musikere, der spiller på instrumenter fra Middelalderen.