Dommere er blevet arresteret, ytringsfriheden har fået mundkurv på, og der er indført undtagelsestilstand. Fra alle sider advarede borgere og politikere i går om, at præsident Pervez Musharraf forsøger at omdanne Pakistan til et totalt militærdiktatur.
Men det er ikke tilfældet, mener to Pakistan-eksperter. Musharraf var ganske enkelt blevet trængt så langt op i en krog, at han ikke kunne se anden udvej.
»Han trak i nødbremsen, som var det sidste middel, han havde i værktøjskassen. Hvis han kan få løst sit problem med Højesteret, så tror jeg også, han vil afholde valg på et tidspunkt,« siger Sydasien-eksperten Jørgen Dige Pedersen fra Århus Universitet.
Nødbremsen var at afskedige hele Højesteret. Dommerne i retten var nemlig godt i gang med at afgøre, om det var ulovligt, at Musharraf blev valgt til præsident i sidste måned, samtidig med at han er chef for Pakistans magtfulde hær.
Tror på demokrati
Hvis retten havde dømt valget ulovligt, havde Musharraf stået meget svagt op til landets parlamentsvalg, der var planlagt til januar.
En af Skandinaviens førende Pakistan-eksperter, norske Karin Ask, mener, at Musharraf kæmper desperat for at bevare magten. Men hun er også optimist.
»Det er forfærdeligt, den måde de demokratiske kræfter i øjeblikket bliver sat ud af spil på, men jeg tror stadig, at Musharraf er på vej mod valg. Det her handler primært om, at han er bange for at blive sat ud af spillet op til valget,« siger hun og opfordrer samtidig USA til at blive ved med at lægge pres på Musharraf.
»Usikker situation«
Eksperterne er dog også enige om, at situationen er meget spændt i atommagten Pakistan i øjeblikket. Musharrafs tidligere rival Benazir Bhutto er netop vendt tilbage til landet – og ingen ved, hvad hendes parti planlægger.
»Hvis de pludselig går på gaden i massivt antal, kan det give meget uro. Der er også rygter om kup mod Musharraf i militæret, så situationen er usikker,« siger lektor Jørgen Dige Pedersen.