Efter at et militærkup nu er blevet en realitet i Egypten, er den egyptiske præsident Mohamed Mursis budskab til alle egyptere, at de skal modsætte sig militærkuppet - men at de skal gøre det fredeligt.
- Benyt ikke vold, lyder budskabet fra Mursi og hans regering ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Og budskabet retter sig både mod de demonstranter, der er på gaderne for at støtte ham, og dem, der er imod ham.
De sidste par dage har de voldsomme demonstrationer for og imod præsident Mursi kostet adskillige mennesker livet og sendt endnu flere på hospitalet med skader.
Samtidig med, at egypterne både jubler og græder over militærets indgriben i hovedstaden Kairos gader, skriver Mursis nationale sikkerhedsrådgiver på sin Facebook-profil, at alle bør kalde dagens begivenheder ved det rette navn: "Et militærkup".
- Mens jeg skriver disse linjer, er jeg fuldstændig klar over, at de meget vel kan blive de sidste linjer, jeg kommer til at skrive på denne side, tilføjer han ifølge nyhedsbureauet dpa.
/ritzau/