Det er 18. april 1980. Om få timer hedder det afrikanske land Rhodesia i stedet Zimbabwe, og det hvide overherredømme er historie. Tusinder er forsamlede i landets hovedstad Salisbury (om få timer hedder den Harare) for at fejre, at den brutale borgerkrig, landet har lidt under i over ti år, endelig er forbi, og den sorte befolkning har fået sin frihed.

»Jeg troede, at jeg ville sprænges af lykke. Endelig havde vi vores eget land,« beskriver den dengang 17-årige Aqui i bogen House of Stone .

Mens Bob Marley underholder de mange feststemte sorte, frygter landets hvide befolkning, at den ny leder, Robert Gabriel Mugabe, vil ødelægge deres liv.

Men den tale, som Mugabe leverer til det propfyldte stadion i Harare er langt fra det skrækscenarium, som landets hvide indbyggere har skabt om ham i årene, hvor han var marxistisk frontfigur for zimbabwernes frihedskamp.

»Hvis jeg i går bekæmpede dig som en fjende, er du i dag blevet en ven,« siger han og opfordrer Zimbabwes indbyggere til at »tegne en streg i sandet« og arbejde for forsoning.

Forbillede for verden

Op gennem 1990 erne er Robert Mugabe et forbillede for hele verden. Han prædiker forsoning mellem racerne, uddannelse og udvikling af Zimbabwe. Bistandskronerne strømmer ind, og Zimbabwe ligner den succeshistorie, som Afrika venter på.

Men der er sket meget siden den tid. For en uge siden kaldte Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen, Mugabe for en »bandit«, som har »ødelagt sit land«. Samtidig holder mange afrikanere (specielt uden for Zimbabwes grænser) stædigt fast på, at Mugabe er en helt, og at det er de vesteuropæiske (hvide) lande, som har saboteret Mugabes Zimbabwe.

»Den største grund til, at det er gået så galt, er, at Mugabe føler, at magten er hans. At hans bidrag til frihedskampen gør, at han ved, hvad der er bedst for landet,« forklarer professor ved Center for Afrikastudier Holger Bernt Hansen.

Han påpeger, at selvom man ikke kan give briterne skylden for den håbløse situation i Zimbabwe i dag (som Mugabe hele tiden gør), så burde briterne have hjulpet landet bedre på fode efter uafhængigheden i 1980.

Kandidat i vold

Men mens hele verden i 1980 erne beundrer Mugabe, sørger han for at sikre sig magten for eftertiden. Mellem 1983 og 1987 mister mellem 20.000 og 80.000 af hans modstandere livet i massakrer begået af den specialtrænede, nordkoreanske Femte brigade . Mugabe er præget af årene i bushen i guerillakrig mod de hvide. Senere udtaler han, at han ud over sine syv universitetsgrader, hvoraf de fleste blev taget i fængsel i 1960 erne, så har han en kandidatgrad i vold .

Men Mugabe er populær i sit land. Uddannelsessystemet bliver reformeret, sundhedsvæsenet udbygget og levestandarden skyder i vejret. Ingen kan længere true Mugabes magt.

Tingene går galt

Hele Zimbabwe sørger, da Mugabes elskede første kone, Sally Heyfron, dør i 1992 af en nyresygdom. Hun har støttet sin mand gennem frihedskrig, fængsel og lederskab som hans bedste ven og rådgiver. For mange symboliserer hendes død vendepunktet i Mugabes lederskab. Nu begynder det at gå ned af bakke.

Et par år senere gifter sig igen med sin 40 år yngre sekretær Grace, som han har to sønner med. Hun har hang til store biler, dyre smykker og indkøbsture i Paris. Noget der ikke går i god tråd med den skrantede økonomi, som landet er begyndt at lide under. Korruptionen vokser, og i 1999 går befolkningen på gaden for at kræve forandring. Især veteranerne fra landets frihedskrig er højtråbende. De har ikke fået pension i månedsvis. Mugabe må finde på noget. Løsningen kommer til at smadre Zimbabwe.

Angreb på farmene

16. april 2000 går et chok igennem det hvide samfund i Zimbabwe. Siden uafhængigheden har de fleste beholdt kolonitidens levestandard og blandet sig uden om landets politik. Men lidt uden for byen Marondera nord for Harare bliver farmeren David Stevens myrdet. Tre andre hvide farmere, som forsøger at redde hans liv, ender hårdt såret. Invasionen af farmene er begyndt.

»Vores nuværende overbevisning er, at I nu er vores fjender, fordi I virkelig har opført jer som fjender af Zimbabwe, og vi er vrede,« sagde Mugabe i 2000, som forklaring på at han havde givet krigsveteranerne til at overtage de hvide farme.

I årene, der følger, forlader størstedelen af Zimbabwes hvide farmere landet. I stedet bliver farmene givet til partikammerater, der ikke aner, hvordan man dyrker jorden. 40 procent af Zimbabwes eksport forsvinder, mens sulten begynder at true, inflationen går amok, og samfundet krakellerer.

Da Nyhedsavisen i maj i år besøgte Zimbabwe, var der stadig mad i nogle supermarkeder. I dag er alle hylder tomme. Men Mugabe fortsætter med at leve et luksusliv bag høje mure i midten af Harare. Og han fortsætter med at give briterne skylden for Zimbabwes forfald. 

Torsdag blev han sit parti Zanu PFs kandidat til næste års præsidentvalg. 83-årige Mugabe har på ingen måde tænkt sig at give magten fra sig. Han kæmpede mod den hvide mand og vandt. I længden tabte Zimbabwes befolkning.