Samfundet hjælper handikappede borgere, indtil de bliver 18. Men hvorfor falder støtten fra derefter, spørger Dorthe Zangenberg.
- Jeg synes, at man skal holde op med at redde alle de her for tidligt fødte børn. For hvad redder vi dem til? Det skal vi fortælle forældrene. Jeg tror ikke på, at de rent faktisk ved, hvad de går ind til.
Sådan siger Dorthe Zangenberg fredag til Politiken.
Hun er mor til 21-årige Frederik Zangenberg, der er født tre måneder for tidligt og i dag er hjerneskadet efter en kompliceret første tid på Rigshospitalet.
Dorthe Zangenberg er uddannet sosu-assisten og mener, at hun netop er i en position, hvor hun kan tillade sig at gå ind i debatten. For hun elsker sit barn og har været ansat som personlig hjælper for ham, siden han blev født.
- Min mission er at få folk til at forstå, at hvis vi hjælper disse fugleunger i begyndelsen af deres liv, skal vi også hjælpe dem, når de er voksne. Eller også skal vi lade være med at hjælpe dem i starten overhovedet, siger Dorthe Zangenberg.
Hun mener blandt andet, at samfundet "ikke er der", når de handikappede børn fylder 18. Selvom hun stadig er gift med Frederiks far, har det kostet meget i deres liv at give Frederik et godt liv. Og hun stiller spørgsmålstegn ved, om sønnens gode liv blot er med til at højne statistikken over, hvor mange for tidligt fødte børn, man kan redde?
- Skal vi sige ’nej, hvor er vi dygtige til at producere handikappede’, som vi så ikke vil gribe, når de bliver voksne?
- Når der ikke er plads og økonomi til alle med særlige behov, burde vi stoppe med at producere flere som Frederik, siger Dorthe Zangenberg til Politiken.
Læs hele interviewet her.