BAKER-Hamilton rapportens forslag om en regional fredskonference om Iraks fremtid ser ude til at blive realiseret. I skrivende stund tøver Frankrig og Sovjetunionen, men de afgørende spillere, USA, Iran og Syrien, har meldt sig på banen.
Det er en chance, ikke en garanti. Store fredskonferencer har gennem tiderne haft det med at efterlade sig blodige spor. Her indgås diplomatiske studehandler, her trækkes grænser og demarkationslinjer, her tages hævn og afgives løfter, som ikke altid bliver holdt.
Men se på alternativet. Der vil gå nogle år, før historikerne finder ud af helt præcist hvordan, af hvem og hvorfor vi blev kastet ud i den store fiasko i Irak, men vi kan allerede i dag se, at en af de grundlæggende fejl var troen på, at Irak kunne tvangsfodres til demokrati. Det kunne Irak tydeligvis ikke. Irak var nemlig hverken en nation eller et folk med den tradition og homogenitet, som er forudsætningen for, at overgangen fra diktatur til demokrati kunne gennemføres på så kort tid, som George W. Bush lod sig overtale til at tro.
Hastværket og den naive tro på, at irakerne over en bred kam ville reagere med jubel på den demokratiske tvangsfodring, førte i stedet til splittelse. Vi blev ikke, som den løgnagtige krigspropaganda lovede, vidner til en demokratisk nations fødsel, men til dens opløsning i et orgie af sekterisk vold. Vore soldater prøvede, heroisk, at løse opgaven. Måske havde de aldrig en chance.
NU skal diplomaterne og politikerne prøve at redde stumperne. Forsøge sig med kontakt og dialog, hvor der før var tavshed. Realisme og tålmodighed, forståelse for magt og magtbalancer og – beklager, men sådan er det – en grad af kynisme er vigtige redskaber. Den afgørende ændring er, at der ikke fokuseres på drømmen om et vestligt demokrati i Irak men på udslettelsen af terror- og voldscellerne blandt de tre vigtigste befolkningsgrupper og de hellige krigere, som med al-Qaedas våbenmanualer i rygsækken fisker i rørte vande. Så tager vi den derfra senere.
Det kræver, at der sluges nogle kameler. Amerikanerne skal eksempelvis tale med iranerne og syrerne. Det indebærer en anerkendelse af et par slyngelstaters eksistens, hvilket forekommer som en acceptabel pris for snak i stedet for krig, som Winston Churchill udtrykte det. Det kræver også en anerkendelse af hinandens vitale interesser. Det vil koste os noget at få Iran og Syrien over på vor side i kampen for et stabilt Irak, ingen tvivl om det. Men det vil også koste dem noget at lade være. Alle risici kan ikke elimineres, men de fleste trusler kan. Lige nu kræver det, at der skrues op for visdommen og ed for idealismen.