Jeg har aldrig været særlig meget til kaffe. Mine smagsløg holdt mere eller mindre op med at udvikle sig, da jeg blev seks år, så derfor har denne ellers velduftende drik ikke kunnet vinde mit hjerte. Jeg havde faktisk prøvet det med kaffe adskillige gange. Jeg ryger nemlig heller ikke, og en journalist, der hverken ryger eller drikker kaffe - ja, det er nærmest utænkeligt.

Men alt det ændrede sig, da jeg for lidt over tre år siden bevægede mig ind i Starbucks i Dubai. Min bror overbeviste mig om, at jeg i det mindste skulle prøve en Caramel Macchiato, før jeg helt afskrev kaffe. Og sikke en oplevelse!

I et kæmpekrus blev hed sort espresso hældt ned over en mælkeskum så luftig, at jeg knap nok mærkede det, da den skyllede ind over mine læber. Forinden havde kaffen fået et skud karamelsirup, som langsomt lod sin sødmefulde smag smelte ud og blande sig med den stærke kaffe. Oven på det hele var sprøjtet frisk flødeskum - hverken for blød eller for stiv - der efterlod en lille hvid streg på overlæben, som var lige til at slikke i sig.

Men for mig er Starbucks andet og mere end kaffe. Det er store og bløde lænestole, som man må sidde i lige så længe, man har lyst. Det er flotte og velsmagende kager, som kun det berømte konditori La Glace kan komme i nærheden af (selv om de dog ikke serverer strawberry cheesecake). Det er sandwiches, der både ser ud og smager som om, de lige er lagt sammen. Og der er noget for enhver smag: mozarella ost og grillede grøntsager til vegetarerne; clubsandwich med oksekødsbacon til dem, der ikke spiser svinekød. Hvis sulten er rigtig stor, kan man få en lækker indbagt kyllinge- og champignongtærte.

Desværre må man ikke tage spise eller drikkevarer med fra udlandet. Men i et forsøg på at skabe en smule Starbucks-stemning har jeg medbragt en lille bordskåner med kædens logo på, som jeg stiller mit eget krus på. Kaffen kommer måske ikke til at smage bedre af det, men på en kold dag varmer det alligevel lidt i maven, når jeg tænker på min Caramel Macciato.