Se godt på dette dyr. Det ligner et rart dyr, men tag ikke fejl. Minken er et masseødelæggelsesvåben på fire poter og med lange, spidse tænder. Ifølge myndighederne består minken af 100 procent ondskab og efterlader tomme fuglereder, krebseskeletter og en stank af urin i sit spor.

»Vi kan ikke længere sidde med hænderne i skødet,« siger skovløber Allan Iversen fra Skov- og Naturstyrelsen og trasker igennem skoven for at se, om en mink er gået i hans fælde.

Minken ligger nummer 1 på Skov- og Naturstyrelsens top 10-liste over uønskede dyr i den danske natur. Nu har styrelsen skudt en minkkampagne i gang for at komme skadedyrene til livs.

Allan Iversen er skovløberen, der stiller fælder ud i skoven ved Farum Sø med pølsestykker, hundefoder eller wienerbrød. Hvis man vil fange en mink, er man nødt til at tænke som en mink. Derfor stænker Allan Iversen også uden mink-urin fra en lille flaske i fælden. Det lokker nysgerrige mink til.

1-0 til minken

Hans fælde er tom. En mink har kun efterladt halen af en aborre og en krebseklo. De flere tusinde mink, der lever i naturen, er efterkommere af de mink, som Dyrenes Befrielsesfront lukkede ud af burene for nogle år siden.

De har tilpasset sig og yngler, så de i dag udgør en trussel mod økosystemet og de andre dyr i området, blandt andet hvinænderne i Farum Sø, der bygger rede på vandet.

»Vi kan se, at der i starten af ugen er måske syv ællinger, så fire og sidst på ugen kun en eller to ællinger tilbage. Minken svømmer bare ud og tømmer reden. Fuglene har ikke noget forsvar imod den,« siger skovløber Allan Iversen.

Andre mener dog, at minken i virkeligheden er et sympatisk væsen, som er gjort til syndebuk. En af minkens venner finder man på minkfarmen Gyldendal i Lille Rørbæk ved Frederikssund.

»Poul Vest, pelsavler igennem 42 år. Og stolt,« præsenterer Poul Vest sig.

Sammen med sin hustru har de 2.500 mink i enkeltbure i forskellige farver. De ser slet ikke onde ud, og de lugter slet ikke at pis. Nogle af dem er i gang med at formere sig.

»Man kører en hetz mod mink, og det bryder jeg mig ikke om. Jeg tror ikke på, at der er så mange vilde mink, som de siger,« siger Poul Vest, der tror, at hetzen skyldes modstand mod pelsavl.

Han løfter en mink ud af buret. Den sætter tænderne i hans beskyttelseshandske og ligner pludselig et snerrende rovdyr.

Måske havde skovløberen ret alligevel. Poul og Annelise Vest er dog enige med skovløberen i én ting – mink hører hjemme i et bur, ikke i naturen.