Flere hundrede mennesker deltog i en mindehøjtidelighed for den kroatiske eksgeneral og krigsforbryder Slobodan Praljak, som døde efter et giftdrama i retten i forrige uge.
To af den kroatiske regerings ministre deltog i højtideligheden, der blev holdt i Vatroslav Lisinskis Koncertsal i Zagreb.
Praljak døde 29. november efter et drama i Den Internationale Straffedomstol i Haag.
Da en 25 år lang fængselsstraf for krigsforbrydelser blev afsagt mod ham, drak han af en lille brun flaske, som efter hans eget udsagn, indeholdt gift.
Han døde timer senere. Forinden nåede han at sige, at han "ikke er krigsforbryder".
Både FN-tribunalet i Haag og hollandske myndigheder har indledt undersøgelser af kroatens død, og hvordan han fik fat i den væske, som han indtog.
Hollands anklagemyndighed har i en foreløbig undersøgelse sagt, at Praljak indtog giften cyankalium.
I Kroatien betragtes Slobodan Praljak af mange som en helt.
Praljak var en af i alt seks bosniske kroater, hvis domme blev stadfæstet ved Haag-domstolen i forrige uge.
Praljak var en bosnisk kroatisk forfatter og film- og teaterinstruktør, som blev general under krigen. Han kæmpede for at skabe en ren kroatisk region i Bosnien.
Inden krigen var Praljak blandt andet teaterinstruktør i Mostar, hvor han under krigen blev beordret til at ødelægge byens Gamle Bro, som var et af de mest berømte monumenter fra Bosniens islamiske kulturarv.
/ritzau/