Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) angriber overborgmester Frank Jensen (S) og hans politiske støtter i Københavns Kommune.
Det sker, fordi overborgmesteren vil fyre private skraldemandsfirmaer og flytte affaldsindsamlingen over på kommunale hænder i et forsøg på at undgå tab på det skandaleramte affaldsforbrændingsanlæg Amager Bakke, skriver Finans.
- Der burde komme et folkeoprør mod et flertal på Københavns Borgerrepræsentation, der på den måde sløser med folks penge. Der burde være demonstrationstog til rådhuset, siger Brian Mikkelsen. Han tilføjer, at "det ser ud til, at man af politiske årsager misbruger skatteborgernes penge".
Frank Jensen og kompagni går dermed i modsat retning af, hvad regeringen netop har spillet ud med. I et udspil fra sidste uge vil regeringen sende sende mindst 35 procent af kommunernes opgaver i udbud.
I alt fem borgmestre står bag forslaget om det københavnske affald, og ifølge Finans er det en opgave der årligt løber op i mere end 250 millioner kroner.
Hvis det købehavnske skrald kommer på kommunale hænder, mister fire private selskaber den kvarte milliard, når deres kontrakter udløber mellem 2020 og 2022.